Den fineste nye børnebog: Historietyven

Når det sner på savannen – Besøg i Knuthenborg Safaripark i april 2021

Besøg i Knuthenborg Safaripark i april 2021

Vores gode venner havde spurgt, om vi ville med en tur til Knuthenborg Safaripark i påsken 2021 med overnatningen i Camp Etosha med udsigt over savannen.

Det var vores første besøg i Knuthenborg Safaripark, men det bliver bestemt ikke det sidste.

Lad det være sagt med det samme: Vi havde vel i bund og grund de dårligste forudsætninger for vores to-dages besøg. Vejret så truede ud, da vi kørt mod Sydsjælland. Vi bad vejrguderne og at slippe for regn – og de hørte på alle måder vores bønner – og sendte hagl og sne i stedet. Når man skal bo i et hus med teltdug og tre små elvarmere, og når dyrene flygter ind i deres stalde, så man ikke kan se dem, så burde det egentlig ikke være en god tur. Det siger ikke så lidt om Knuthenborg Safaripark, at vi alligevel havde en intet mindre end fantastisk oplevelse.

Et par nedslagspunkter: Teltet var køligt, men fabelagtigt godt indrettet helt ned i detaljen med globus, safari-kikkert, rustikke krus og sivmåtter. Vi havde bestilt grillpakker til 149 kr. pr. voksen, 95 kr. pr. barn, og kvaliteten var i top. Godt kød, lækker salat, sprødt brød og kartofler. Ligeledes var og morgenmadspakker til 95 kr. pr. person med æblemost fra Fejø, frisk brød, æg man selv kunne tilberede, yoghurt med müsli og æble-stikkelsbærmarmelade. Personalet var enormt søde, glade og imødekommende.

Da aftenens ulveevent ikke tiltrak ret mange snelystne gæster, jamen så gik Knuthenborg Safariparks formidler da bare rundt i teltene og fortalte om ulve, viste skind og knogler frem og svarede beredvilligt på spørgsmål.

Næste dag klarede det op, og vi kastede os over klappegederne. Det var svært at gå fra dem. Søn5år klagede højt over afskeden med ordene ”Men jeg var lige blevet ven med en klappeged”.

Vi besøgte Dinosaurskoven, som var en spændende og lærerig oplevelse på ca. 25 minutter. Børn og voksne var enige om, at det var et hit – det er svært at udpege den dinosaur, som gjorde mest indtryk, men den sidste langhals er et syn, jeg meget sent glemmer. Har du ligesom mig set ”Jurassic Park” og tænkt: ”Åh, det kunne jeg godt tænke mig – bare et lille øjeblik”? Så kommer man tæt på hér.

Derefter tog vi en tur gennem Abeskoven, hvor kappebavianerne – de sammen bavianer, som holder til i Københavns Zoo – er i fuld vigør. Og det er på alle måder et fascinerende syn, når de hopper op på bussen, og man ser deres små hænder og fejende hale. Det er mærkeligt, at det kan gøre så stort indtryk at være så tæt på.

Vi vandrede gennem Lemurskoven, mens børnene sang ”I like to move it, move it”, men hverken kong Julian eller nogen af hans artsfæller fra ”Madagaskar”-filmen kunne vi få øje på.

Vi dog mod Limpopoland og sendte en kærlig tanke til Rudyard Kipling og hans berømte historie om, hvordan elefanten fik sin lange snabel ”ved bredden af den store, grågrønne, grumsede Limpopoflod, hvor febertræerne gror tæt…”.

Nogle gange kan jeg godt blive ramt af en vis tristesse over, at man har betalt i dyre domme for at se savannedyr, men den største attraktion for børnene er og bliver legepladsen. I dette tilfælde forstår jeg det godt. Limpopoland har vand/rutchebane, svævebane, vandlegeplads, labyrint og et væld af ting at kravle på og lege i.

”Når vi skal tage klassens temperatur i morgen, så siger jeg 5, for jeg var på verdens bedte tur til Knuthenborg Safaripark”  Datter 8år.

Vi sagde farvel til parken med en sidste tur rundt, hvor vi så kameler, zebraer, de pensionerede cirkuselefanter og ikke mindst giraffer, som bare er et fascinerende dyr, når det majestætisk skridter over savanen. Min mand kunne heldigvis bringe det ned på jorden, hvor alle os med bondeblod kan være med ved at konstatere, at ”Giraffen er i virkeligheden bare en ko med meget lang hals”.

Vi boede i Camp Etosha i et stort telt med plads til 6 personer. Der er fast trægulv og køkken, badeværelse, børneafdeling med to køjesenge, voksenafdeling med én stor seng, en spiseafdeling og en stor flot veranda to meter over jorden, hvor du kan følge med i livet blandt alle de vilde dyr.

Vi havde valgt at tage sengetøj og håndklæder med, men man kan også bestille linnedpakker.

Parken åbner kl. 10.00, og man skal tjekke ind i teltet senest kl. 15. Næste dag kan man være i parken, til den lukker. Teltet skal dog forlades kl. 11.00.

Vores ophold beløb sig til 3.178 kr. for adgang til parken, telt, aftensmad og morgenmad.

Mine bedste råd:

  • Vejret betyder en del. Terrassen er nok sjovere, når det ikke sner.
  • Overvej, hvor I vil bo, alt efter hvilke dyr I vil se.
  • Ved udsigt til kolde dage, tag uldtæpper og hjemmesko med.
  • Tag gode venner med. Og vin. Det virker hver gang.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den fineste nye børnebog: Historietyven