Farvel, farvel flagermus…

Covid19 nåede at bo hos os i 1½ uge plus det løse. Læs om vores møde med Covid19 her. Det nåede aldrig at blive slemt, men blot mildt irriterende at være træt og føle, at man er så tung i hovedet, at man ikke er sig selv. Børnene fik aldrig vilde symptomer, men vi tror, at deres lugtsans har været påvirket. Sønnen har hostet, datteren haft feber én dag. Efter en uge var jeg ved at være der, hvor jeg kunne mærke utålmodigheden brede sig. Hvornår er det slut? Så længe vi voksne havde symptomer, kunne vi så at sige ikke komme videre. Det er en forudsætning, at vi voksne har være symptomfri i 48 timer, før vi kunne igangsætte...

5 dage, 6 nætter… med corona…

Covid19 har jo desværre gjort sit indtog i min familie. Læs om det her. Det gode ved corona-isolationen er, at vi er i træning fra forårets nedlukning. Det dårlige er, at vi nu faktisk er syge. Børnene udviser fortsat ingen tegn på sygdom, hvilket jo er rart. Egen læge modtager også svar på covid-testen og kontakter derefter borgeren. Egen læge anbefalede, at vi så vidt muligt holder lidt afstand til børnene – hvor absurd, det end kan lyde – da man mener, at jo mindre mængde virus de udsættes for, jo mildere forløb. Det er også forklaring på, at man fortsat skal sætte sprit, håndvask og hygiejne generelt i højsædet. Læs mere om børn og covid her Covid19 føles for...

Og så fik vi corona

Det måtte jo ske. Min familie er blevet en del af statistikken. Af den dårlige slags vel at mærke. Med kærlig hilsen fra Riget i Midten: Covid19. To af min mands kolleger testede positiv i sidste uge. Min mand havde ingen symptomer, men bestilte alligevel en test til søndag aften kl. 22. Tirsdag morgen kom svaret: Min mand var covid19-positiv. Ikke at man kan mærke det på ham – han arbejder hjemme og har nærmest ingen symptomer. Det har jeg. Det startede søndag eftermiddag. Jeg blev ekstremt træt, og da vi gik i seng rystede jeg af kulde. Mandag sov jeg det meste af dagen, det samme tirsdag. Hvis jeg hoster, gør det ondt i hovedet. Når det er sagt,...

De små ting, som gør dig lykkelig…

Nu kan man jo foranlediges til at tro, at min orlov kun skal bruges på kultur, klassisk dannelse og karma af den gode slags. Og selvom Grauballemanden, bogen om Blodkongens Datter, skattejagten på Nationalmuseet og safari på Glyptotektet allerede har givet os nogle helt særlige øjeblikke, så er det ikke det hele… Min orlov skal også bruges til at stoppe op – trække vejret – og huske, hvad det er, der gør én lykkelig. Efter at have afleveret børn, trænede jeg BodyPump i Fitness World. Jeg er endnu ikke der, hvor det gør mig direkte lykkelig at træne, men det er en vigtig investering i at blive det i fremtiden.  Kvinder taber 1,5 % muskelmasse, fra vi bliver 50. Muskelmassen...

Hvem satte ‘glad’ i gladiator?

På sådan en helt almindelig søndag formiddag slog vi et smut forbi Glyptoteket for at prøve en af de andre skattejagter, som museet har udarbejdet. Den hedder “Turen til Herkules” og består af et skattekort, der leder én fra sal til sal. Genkendelsens glæde over at kende flere genstande var stor, så stor, at vi måtte forbi “abekatten” aka “Bavian, der tilbeder solen” igen. I modsætningen til “Jorden er giftig”-skattejagten skal man her “bare” finde det næste rum. Der er ingen opgaver om at sige som en løve, eller gå som en flodhest… Skattejagten slutter ved en Herkules-status, hvor den voksne kan læse en kort historie op om Herkules. Børnene var ikke imponerede… Datter 8år satte trumf på med ordene...